Skip links

Information for udstillere

Nedenfor kan du finde relevant information for udstillere.

Du kan også læse yderligere i vores håndbog for udstillere – denne udsendes pr. mail ved kontakt til Dorthe Brassøe, dorthe@arenanord.dk

Ankomst

Ankomst til Arena Nord SKAL foregå fredag d. 25. oktober fra kl. 08.00 og inden kl. 15.30. Tjek ind i Informationen, så I kan få tildelt jeres stand.

En startpakke, som inkluderer armbånd, standplan, mv., udleveres ligeledes i Informationen.

Parkering

Der er parkeringspladser på begge sider af Arena Nord. Optimalt køres der til port 1 (Peter Wesselsvej 37), hvorfra der læsses af. I må også gerne køre op foran hovedindgangen og læsse af fredag indtil kl. 11.30, men lørdag og søndag må udstillere kun bruge parkeringspladserne tilknyttet Arena Nord.

Åbningstider for udstillere

Fredag: 08.00 – 24.00    Lørdag: 08.00 – 02.00

Opbygning af stande

Fredag 08.00 – 15.30

Nedtagning af stande

Lørdag: 23.00-02.00    Søndag: 8.00-12.00

Afterparty for udstillere

I er meget velkomne til at holde åbent og netværke

Fredag: 23.00 – 24.00

Åbningstider for gæster

Fredag: 16.00 – 23.00    Lørdag: 12.00 – 23.00

Messestanden

En stand med sorte vægge og strøm står klar til jer ved ankomst. Forbrug af strøm er med i standlejen. Der lægges 2300W/10 amp ind på hver stand.

Det påhviler udstillerne selv at stå for indretningen af standen.

Ophængning af billeder og lignende må kun ske med TESA 4964 dobbeltklæbende tape, som kan købes i Informationen. Kr. 10,-pr. meter – kr. 200,- pr. rulle (50meter). Bliver anden tape brugt kan standen blive beskadiget og skadesgodtgørelsen bliver taget med i den samlede afregning.

Arena Nord sørger for opbygning og nedtagning af standvægge. Alle stande er to eller tre meter dybe, længden varierer alt efter størrelsen og positionen på den stand I har booket. Af hensyn til brandsikkerheden er det yderst vigtigt, at I holder jer inden for jeres standareal inkl. bannere og diverse inventar.

I er selv ansvarlige for oprydning ved jeres stand lørdag efter kl. 23.00, hvorefter Arena Nord varetager slutrengøringen.

Hvis I har brug for lys, gulvtæppe mv. til jeres stand, så kan det bestilles på: www.dinstand.dk (Vælg Nordic Brew Festival i Frederikshavn og vælg de ønskede rekvisitter) NB: Rekvisitterne skal være booket senest d. 17/10-2018. Hvis du ikke vil leje lys til din stand, opfordrer vi jer til at medbringe eget lys og lamper pga. hallens neddæmpede belysning.

Udstillerarmbånd

Udstillerarmbånd m. mad kr. 300,- (3 måltider og fri éntre)

Udstillerarmbånd u. mad kr. 100,- (Ingen måltider og fri éntre)

Udstiller-loungens spisetidspunkter:

Fredag: 17:30 – 20:30

Lørdag: 11:30 – 14:30 og 17:30 – 20:30

OBS. Det er et krav, at alle der arbejder på standen under messen bærer udstillerarmbånd. Udstillerarmbåndet giver også adgang til Nordic Ink Festival torsdag, fredag og lørdag.

Ved tilkøb af udstillerarmbånd, kontakt dorthe@arenanord.dk eller henvendelse i Informationen ved ankomst.

Konkurrencer & Betingelser

Generelle betingelser

For deltagelse bedes i rette henvendelse til Dorthe Brassøe på dorthe@arenanord.dk. Meddel hvilke konkurrencer I ønsker at stille op i samt den pågældendes øls specifikationer.

Der kan max deltage 10 udstillere pr. konkurrence, og du må max stille op i 4 konkurrencer ud af de 6 kategorier. Tilmeldingen sker ved først-til-mølle-princippet inden d. 15. september.

Der vil blive uddelt forskellige priser for bedste øl ud fra hver af de forskellige kategorier (Se nedenfor). Vi har lavet et dommerpanel, som vil bedømme øllene via blindtest. “Nordens Bedste Publikumsfavorit” bliver bedømt af publikum.

Hvis du ønsker at deltage i en eller flere af de konkurrencer, der bedømmes af dommere, bedes du for hver kategori, du ønsker at deltage i, aflevere min. 1,5 liter øl i informationen ved check-in.

Bedømmelseskriterier

Øllene bliver bedømt ud fra udseende, smag, aroma og konsistens.

Dommere

Juryen består bl.a. af dommere med forskellig erfaring og ekspertise. Sammensætningen og antallet af dommere afsløres på festivalen.

Dorthe Brassøe

Projektleder
Return to top of page