Perry Stenbäck

Maskinhallen
Skolegade 8, Frederikshavn
kl. 20:00
Opstilling: Siddende unummeret
Kontakt: (+45)9620 1050
Type: Blues / Sangskriver
kr. 110,00 inkl. billetgebyr

Perry Stenbäck

& dekadansorkestern

Som mange skønånder har påpeget i årenes løb, findes der to slags musik:
God og dårlig.
Meget vel.
Den gode af slagsen kan dog gradbøjes, og som en herværende musikanmelder flere gange har ført til torvs, så får begrebet ”god musik” en ekstra dimension, når man efter endt lytteoplevelse må konstatere – ja såmænd – at det dér. . . ja, det blev man da et bedre menneske af.

Har man oplevet den herboende svenske sanger, guitarist m.m.m. Perry Stenbäck og hans fornemme Dekadansorkester, skal man have et hjerte af støbejern for ikke at medgive førbemeldte musikanmelder, at hér er et musikalsk foretagende af en kvalitet, så man forlader koncerten (eller modvilligt slukker for anlægget) med rank ryg, en sang og et smil på læben og en overbevisning om, at det dér liv nu alligevel ikke er så tosset endda.

Perry Stenbäck & Dekadansorkestern har i de senere år efterladt det ene koncertpublikum efter det andet behørigt benovede over deres evner og fornemme forståelse for og fortolkninger af den svenske visetradition (Evert Taube, Cornelis Vreeswijk m.fl.) stænket med jazz og blues.

”Stille og roligt. Idiotisk musikalsk, dovent swingende, dejligt dynamisk og – først og fremmest – vanvittigt velspillet og –sunget,” som en overvældet rockanmelder (!) skrev efter Perry og holdets koncert på Beta i København i efteråret 2017.

Det er ærligt talt på tide, at langt flere mennesker får lov at opleve, hvad rockanmelderen oplevede den aften.

KONTAKT OS!